PASTA MED CREMET SVAMPESAUCE

Klassisk kåldolmer

I anledning af at vores alles Badehotel er startet igen, fik jeg sådan lyst til at lave nogle lækre klassiske kåldolmer med sauce og kartofler!
Min kæreste havde aldrig smagt dem før, og selvom han synes det lød lidt mærkeligt, måtte han jo nok erkende, at de var rigtig gode, og han endte faktisk med at spise 5 af dem!

Opskriften er til 2 personer – ca. 45 minutter

DU SKAL BRUGE:

Kåldolmer

400 g hakket svine- og kalvekød
1 hvidkål
1 æg
1 tsk mel
1 dl rasp
1 løg
Olie
Salt og peber
3 dl kålvand

Sauce

Saucejævning
Bouillon
Kulør
Salt og peber

FREMGANGSMÅDE:

Kåldolmer

Bland farsen med æg, mel, rasp, revet løg (jeg river løg, når det er til fars), salt og peber. Stil den i køleskabet, når det er godt blandet. Imens farsen står i køleskabet, koger du hvidkålen i 3-4 minutter. Tag derefter forsigtigt 7-8 blade af og tilsæt dem i det kogende vand i 3 minutter. Tag dem op og læg dem på et skærebræt – gem kogevandet! – Læg en lille håndfuld fars på hvert blad og skær den “hårde” ende af bladet. Fold bladende sammen om farsen og bind bomuldsnor om kåldolmerne som var de en gave. Steg dem herefter i olie på en varm pande til de bliver let brune på hver side. Tilsæt kålvand og lad dem simre i dette i ca. 15 minutter. Husk at vende dem i processen.

Sauce

Tag kåldolmerne op af panden. Tilsæt bouillon efter eget valg til stegevandet i panden og derefter saucejævner. Når den er en tilpas konsistens tilføjer du kulør og smager til med salt og peber.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

PASTA MED CREMET SVAMPESAUCE